Hvor bliver tiden af? Jeg forstår simpelthen ikke, at der allerede er gået 12 måneder siden jeg græd, grinte, lå flad på gulvet og hoppede i sofaen, på én og samme tid. I går var det ét år siden, at Andreas faldt på knæ og friede til mig. Jeg blev helt vildt overrasket og havde overhovedet ikke set den komme. Samtidig blev jeg med ét forvandlet til verden lykkeligste pige!
Bryllupsforberedelserne er så småt i gang, og jeg glæder mig til snart at kunne dele det hele med jer. I kan nok godt forvente, at der går lidt bryllups-spam i den her på bloggen, når vi kommer til August. Der skal Andreas og jeg nemlig til Italien og besøge det sted, hvor vi formegentlig skal giftes!
I onsdags fejrede vi vores et års forlovelse med en picnic ved vandet, og i går på selve dagen mødtes vi inde i byen, da Andreas havde fri for at drikke et glas vin og spise en is. Jeg føler mig virkelig som verdens heldigste pige og nogle gange kan det virke helt skræmmende, at være så lykkelig, for når man flyver højt, er der også langt at falde.
Jeg satser på at vingerne kan bære, og så forsøger jeg efter bedste evne, at nyde hvert et minut at det her fantastiske liv.
Comentarios