Jeg har heldigvis kun prøvet det to gange i mit liv – den ene gang var for blot få dage siden, og gud hvor er ensomhed bare en rigtig nedern følelse.
Første gang jeg oplevelse at føle mig ensom, var da jeg flyttede til Odense for at læse journalistik. Jeg havde drømt i sindssygt mange år om at komme ind på studiet, endelige var det lykkedes, og jeg skulle flytte til Odense for at læse på universitet. Desværre oplevelse jeg bare ret hurtigt at føle mig meget langt fra mine venner og familie. Jeg havde absolut intet tilhørsforhold til byen, og jeg havde ikke noget nære relationer, der boede der. Selvom jeg mødte nogle skide søde piger på studiet, som jeg stadig er venner med i dag, så havde jeg en periode, hvor jeg følte mig som palle alene i verden. Heldigvis havde jeg allerede forinden planlagt et roadtrip i Los Angeles med en af mine aller bedste veninder og de knap to uger vi havde sammen der, gav mig alt det jeg havde brug for, for at vende tilbage til mit liv i Odense uden ensomheden. Derfor sad følelsen af ensomhed heldigvis kun i min krop i en relativ kort periode. Jeg har aldrig oplevet det siden – lige indtil i torsdags.
At jeg pludselig igen oplevede at føle mig ensom, tror jeg grundlæggende skyldes min ret ubehagelige ankomst til Ho Chi Minh City. Det var rigtig ubehagelig oplevelse og den fik mig pludselig til at længes hjem til Andreas. Jeg tænkte, hvorfor fanden det var, at jeg var rejst afsted, og at det alligevel ikke var fedt at være her, når jeg bare er alene og skal arbejde. Det er egentlig noget pjat, for jeg har boet her en måned alene og også rejst alene før, så jeg ved at jeg nyder mit eget selskab og sagtens kan hygge mig på egen hånd, men fordi den dumme chauffør, fik mig sådan ud af balance, kunne jeg alligevel ikke holde ensomheden på afstand. Hvad lavede jeg i denne storby, på den anden side af jorden helt alene?
Heldigvis har jeg en skøn veninde og hendes søde kæreste, der stadig bor her ude og det tog ikke ret mange timer i deres selskab, før at følelsen at jeg igen følte mig hjemme og tydligt så, hvorfor det er, at jeg har glædet mig så meget til at komme tilbage til Vietnam.
Ensomheden kan helt sikkert opleves og føles på rigtig mange forskellige måder. Det her er sådan jeg har oplevet den – en version der måske minder meget om hjemve, og så alligevel føles meget anderledes. Selvom jeg har været heldig at følelsen altid har været forbigående og er forsvundet relativt hurtigt igen, så er det bare ikke en sjov følelse. De gange jeg har følt ensomheden har været fordi jeg har flyttet mig fysisk væk fra mine vante omgivelser alene. Det er selvfølgelig meget værre, hvis man føler sig ensom i det, der skulle være ens trygge rammer blandt nære relationer. Det er der desværre flere og flere der gør. Jeg håber aldrig, at jeg skal opleve.
Nu er jeg glædeligt tilbage i balance, høj over alle de minder, der vælter frem når jeg går rundt i vores gamle kvarter – og lykkelig over at have et arbejdsliv – og liv generelt, der giver mig mulighed for at tage tre kedelige, danske, grå efterårsuger ud af kalenderen og tilbringe dem i Vietnam i stedet. Lykkelig over at mit liv det meste af tiden føles som et eventyr og en drøm, jeg ikke vil vågne fra.
.. og nu hvor jeg er færdig med at skrive det her indlæg og sidder på min stol med udsigt over palmer og en kokosdrik ved min siden, så overvejer jeg om jeg overhovedet er berettiget til at skrive det her indlæg? Vil du, der læser med tro, at jeg er har en skjult bagtanke? Har du selv oplevet noget der er meget værre? Synes du, at jeg er dum, at skrive om de her følelser, der alligevel hurtigt har forladt min krop igen? Jeg håber, at du forstår, at det ikke bare er et forsøg på at lave en overskrift du ville klikke på. Jeg er godt klar over, at jeg har et meget priviligeret liv, men at jeg ikke bor i et krigshærget land eller sulter i en hytte i Afrika, gør ikke mine følelser mindre reelle. – Ja det er de eksempler, som jeg plejer at skulle høre på, når jeg deler noget personligt på min blog.
Commentaires