

Regnen siler ned udenfor mit vindue, og det er blevet tid til at gå på sommerferie. Helt ærligt? Nu har sommervejret forkælet os stabilt de sidste par måneder, og så lige når man skal til at holde ferie, lover vejrudsigten regn så langt øjet rækker. Jeg er ikke helt tilfreds. Særligt ikke fordi jeg faktisk har en flybillet til Sydfrankrig i næste uge. En billet købt sidste år, lang tid før Corona ramte. En billet som Mette Frederiksen for et par måneder siden sagde, at jeg godt kunne skyde en hvid pil efter, og derfor gik jeg i stedet i gang med at planlægge en sommerferie i Danmark. (Ja nu viser det sig så, at billetterne til Frankrig alligevel kan bruges, men nu har jeg booket alt muligt andet her hjemme………)
Anyway. Jeg har faktisk været ret meget oppe og kører over vores corona-tilrettede sommerferieplaner. Vejret har været fantastisk de sidste par uger, og når solen og varmen på den måde rammer vores lille land, jamen så er der vel faktisk ikke et bedre sted at holde sommerferie? Jeg var ret fast besluttet på, at vi skulle lave noget andet end vi plejer, nu hvor vi skulle blive i Danmark. Derfor har jeg planlagt en tre uger lang roadtrip rundt i vores smukke land.
Hvis regnen fortsætter, kan jeg ikke garantere for, at vi ikke vender bilen retur mod København og tager til sydfrankrig, men nu giver vi det et forsøg. Jeg vil egentlig helst undgå at flyve, som verden ser ud lige nu. Skulle vi bo på hotel i Frankrig, var jeg heller ikke klar på at tage afsted, men da mine forældre har sommerhus der nede, kan vi passe os selv og behøver ikke mødes med andre verdensborgere i en mogenmadsbuffet. For mig gør det forskellen.
Anyway, lad os håbe det ikke bliver nødvendigt. Jeg beder til vejrguderne.
Hvis alt får efter planen (den nye plan vel at mærke) så starter vi med nogle dage i mine forældres sommerhus i Rørvig. Mit yndlings sted på jorden (i solskin.) Derefter fortsætter vi til Fyn, hvorfra vi tager på et par dages sejltur til Ærø. Derfra går turen et par dage til Langeland, hvor planen er at vi skal cykle rundt og udforske øen, og måske også et smuttur ud til en af de andre øer i området. Derfra går turen videre til Aalbæk, der ligger 20 km fra skagen. Her har vi lejet et sommerhus 300 meter fra vandet, og satser på den skal stå på intet andet end standture, rosé vin og grillmad.
Derefter har vi faktisk tre nætter, som vi mangler at planlægge, inden turen går til Gilleleje, hvor vi skal nyde et par dage i sommerhus med min svigerfamilie.
Alt i alt en meget idylisk ferieplan – hvis vejret altså er godt. Så kryds lige fingre for mig. (og alle de andre danskere, der også holder sommerferie i Danmark i år.)