top of page

COUNT DOWN // 6 MÅNEDER TIL BRYLLUP








Det er for vildt, at der i dag kun er seks måneder til Andreas og jeg står sammen i Italien, omringet af venner og familie, mens vi giver hinanden det største ‘JA’ der overhovedet kan gives.

Jeg glæder mig helt vildt, og fordi jeg har brugt en del timer i løbet af ugen på at koordinere detaljer omkring brylluppet, så kan jeg endelig begynde at mærke, at brylluppet nærmer sig. Det får altså sommerfuglene godt i gang nede i maven 😉

Weekenden har Andreas og jeg brugt på at være sammen og hygge os. Fredag tog vi forskud på foråret ved at tænde op i grillen på vores altan, købe lidt bland-selv slik og falde i søvn sammen på sofaen til X Factor og en god film. Lørdag havde vi booket tur med ‘Gadens Stemmer,’ der er en velgørende organisation, hvor man som gæst kan komme med en hjemløs – eller tidligere hjemløs ud og gå en tur i et bestemt område i København. Det var en blandet oplevelse, som jeg tænker, at jeg vil komme med en selvstændig anmeldelse af senere 😉

Efter turen tog vi ud og spiste en frokost – noget som vi normalt ellers aldrig gør. Jeg tror faktisk at det er første gang siden vi flyttede hjem fra Vietnam, at vi har været ude og spise frokost sammen. Det var virkelig hyggeligt, og vi er blevet enige om, at vi skal gøre det meget mere! Særligt når foråret og sommeren kommer 🙂

Efter frokost cyklede vi fordi min kusine og hendes nye mega lækre baby, inden vi endte hjemme, spillede spil, lavede mad og begyndte på bordplanen til brylluppet. Vi er muligvis ude i lidt god tid, men hvorfor ikke gøre det mens det kan være et hyggeligt projekt fremfor et stress-projekt. Jeg hører tit, at sådan en bordplan er noget, man virkelig kan blive presset over og uvenner omkring, så vi har taget hul på det i god tid og fik faktisk allerede lavet en plan, som vi begge synes er rigtig god. Nu er der tid til at finjustere den frem til brylluppet 🙂

I dag har vi først trænet hver for sig og da jeg kom hjem blev jeg overrasket med de smukkeste hvide roser af Andreas. Heldigvis havde jeg også købt en lille ting til ham for at markere, at jeg glæder mig helt vildt meget til om præcis seks måneder! Efter frokost tog vi sammen til yoga og på vej hjem kørte vi forbi Juno bageren på Århusgade, som seriøst laver de lækreste ting. Det er virkelig pricy, men det er pengene værd, hvis man nøjes med at gøre det engang imellem 😉 Til eftermiddag fik vi besøg af mine forældre, der hjalp os med de mange kalorier, vi havde fået slæbt med hjem fra bageren. Nu er det blevet tid til et par times arbejde for mit vedkommende inden vi slår os ned på sofaen til Bedrag senere.

Hvis nogen for fem år siden havde fortalt mig, at præcis sådan en her weekend ville være min absolut favorit weekend, så havde jeg nok ikke troet dem. Dengang fungerede det bedre for mig med høj musik, kulørte drinks og tømmermænds-film-marton i sengen. Som ting dog ændre sig 😉

Comments


bottom of page