top of page

DEN VÆRSTE TID I MIT LIV







Uendeligt mange tårer og de vildeste smerter – så onde, at jeg ikke ville ønske dem for min værste fjende. En periode som jeg uden tøven, vil kalde den værste tid i mit liv.

Det er sådan, jeg tænker tilbage på tiden fra slutningen af oktober til starten af december 2016. At det allerede er et år siden, er næsten ikke til at fatte. Jer der har fuldt med på min blog gennem årerne husker sikkert mine opdateringer, da jeg sidste år fik en diskusprolaps, og få uger efter fik fjernet to visdomstænder – og ja, dem er der mange, der får fjernet – men min operation var så voldsom, at den tog tre timer og tandlægen selv måtte indrømme, at han aldrig hverken havde prøvet eller hørt om noget så voldsomt. Jeg måtte også gå igennem de første par timer efter operationen uden bedøvelse, og så sprang syningen op og jeg gik rundt i 14 dage med helt åbent tandkød og en blotlagt knogle, uden at vide det. DET gjorde fanme nas!

Mens smerterne bankede rundt i min krop, var der også alt det psykiske. Jeg var kun 24 år og var lige blevet ramt af en ret alvorlig sygdom, som normalt hører gamle mennesker til. Jeg kunne ikke styre min egen krop, der var helt almindelige ting, som jeg pludselig ikke længere kunne, og jeg var hamrende bange for fremtiden.





MEN HVORDAN GÅR DET SÅ NU?





Psykisk er jeg heldigvis helt ovenpå igen. I hverdagen mærker jeg ikke meget til min tidligere diskusprolaps, men der er stadig øvelser jeg ikke kan lave, og vægte jeg ikke kan løfte, som jeg kunne i gamle dage. Hvis jeg er en hel dag på shoppetur eller storbyferie og går rundt i 3-4 timer bliver jeg også ramt bagefter. Jeg får helt vildt ondt i ryggen og kan ikke holde ud af sidde oprejst, og så kan jeg godt blive ked af det og frustreret. Sådan bør det jo ikke være for en ung krop.

Heldigvis er jeg blevet god til at se lyspunkterne. Efter min diskusprolaps har jeg ikke kunne løbe, fordi det gør alt for ondt i min ryg, derfor var jeg lykkelig, da jeg i sidste uge løb 4 minutter på løbebånd uden at få ondt. Det var ikke en lang tur, men bare det at kunne klare 4 minutter uden smerte undervejs eller bagefter var en kæmpe sejr.

Helt tilbage i god stand er jeg altså ikke endnu – men heldigvis går det hver dag den rigtige vej. Det eneste positive jeg har fået ud af det her er, at jeg nu ved, at hvis Andreas kan holde mig ud, når jeg er så trist, hjælpeløs og ulykkelig og vi uden problemer kom igennem den værste tid i mit liv, så er jeg sikker på, at vi nok skal kunne klare alle de nedture, der måtte komme fremover. 😉

.. og sådan må man jo prøve, at finde det positive i selv det værste.




// Josephine

Follow my blog: Facebook here Bloglovin here Instagram here Youtube here Snapchat: Jhelbrandt

Comentarios


bottom of page