Jeg sidder alene i min stue lige nu og er hamrende chokeret. Det er gået op for mig, at det åbenbart er mere normalt, end jeg nogensinde havde forestillet mig, ikke at kunne lide sig selv.
Min overraskelse og provokation kommer efter, at jeg lige har ligget på sofaen og set det første afsnit af DR3 dokumentaren ‘De perfekte piger.’ Det er jo ikke første gang, man hører, at mange unge føler sig ensomme, eller har det svært med sig selv, men måske er det første gang, at det går op for mig, at der virkelig findes piger, som har det sådan. Jeg bliver provokeret af, at vi lever i et samfund, hvor der åbenbart er mange både piger og drenge, der har det sådan.
Din stemme er anonym ^
De fire piger i serien er virkelige seje, og det er nok deres ansigter, som pludselig gør, at det går op for mig, at det ikke blot er tal og statistikker, man referere til, når man snakker om unge, der har det svært.
Jeg føler heldigvis aldrig de ting, som pigerne i programmet føler om sig selv. Jeg kan irritere mig over en handling eller fortryde, at jeg har gjort eller sagt på en bestemt måde, men jeg taler aldrig grimt til- eller om mig selv. Den der totale mistillid og konstante fornedring af sig selv, må være hamrende energikrævende.
Det må være så hårdt at komme igennem dagen, hvis man skal bruge så meget energi på at forsøge at se sig selv gennem andres øjne og hele tiden tænke på, hvad andre tænker. Jeg er flere gange i mit liv blevet konfronteret med hvad andre tænkte om mig. Bl.a. da jeg gik i gymnasiet og pludselig skulle deltage i en international skønhedskonkurrence. Det var ikke alle, der synes, at det var lige sejt. Men som Nik og Jay så fint synger – Yep, dem citere jeg altså lige 😉 så siger de, at “dem der stikker snuden frem, står for skud,” og det citat har lært mig at være ligeglad. Hvis man ikke stikker snuden frem, så skiller man sig heller ikke ud, og jeg vil nu hellere være en, der deler vandende end en alle kan lide, for i såfald har man i min optik ikke rykket grænser nok og fået nok ud af livet.
Naturligvis har jeg også oplevet at bekymre mig over, hvad andre tænkte om mig, det har vi alle sammen prøvet, men heldigvis og det er jeg virkelig taknemlig for, er jeg ret god til at hurtigt at skyde hul i den tanke og være ligeglad. Jeg har for lang tid siden lært, at man ikke kan vinde alle, men så længe man tror på sig selv, og gør det, som gør en glad, så er det også helt lige meget, hvad andre synes.
Jeg har fra en tidlig alder været bevidst om, hvad det er for et liv jeg gerne vil leve, og så har jeg knoklet for at komme til at leve det liv – og det kommer jeg til at knokle for resten af mit liv. Hvis der er noget, som jeg ikke er tilfreds med, så forsøger jeg, at gøre noget ved det, og hvis andre synes, at det er tosset, så er det deres problem. Andres mening er ikke vejen til vores egen lykke. Men hvad er det der gør, at nogen har overskuet til at se det positive, mens andre bærer rundt på et hoved, der kun bliver fyldt op med negative tanker. Jeg har ikke svaret, og jeg bliver ikke en af de der irriterende selvudnævnte selvhjælps-guruer, der forsøger at løse problemet med common sense. – Ja jeg er ikke fan, og hvis du ikke har læst mit indlæg om latterlige selvhjælps-guru-typer på de sociale medier, så kan du gøre det her.
Selvom jeg ikke har en masse tips og tricks til det lykkelige liv, så tror jeg, at det er vigtigt at vi italesætter problemet. For jeg synes virkelig, at det er et problem, når mennesker ikke har det godt med sig selv.
Jeg har virkelig ondt af de fire piger, der er med i programmet. Når jeg lytter til det, de fortæller om sig selv, og de tanker de har om sig selv, så er det jo tydeligt, at det kun er noget, der foregår inde i deres egne hoveder. Det er dem selv, der sætter umulige grænser for, hvad og hvordan de skal være, og de er deres egne største kritikere på en ikke særlig konstruktiv måde.
Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Jeg har bare et behov for at ytre min totale overraskelse, respekt for pigerne og meget frustrerende tanker omkring, at det virkelig er virkeligheden. Jeg kan slet ikke se det program, uden at få lyst til at gøre noget for de piger. Jeg får lyst til at være venner med dem alle fire og spake deres selvværd i vejret. Desværre er det nok noget, som kun de selv kan klare.
Jeg glæder mig til at følge programmet, og jeg håber virkelig, at de kan bruge hinanden til at få det bedre – og at andre, der har det lige som dem, kan bruge programmet til at få det bedre med sig selv.
Har du set programmet? Hvilke tanker sætter det i gang i dit hoved?
Comments