Hvad mon ikke folk tænker? Den tanke har strejfet mit hoved relativt mange gange de seneste par uger. Selvom jeg egentlig normalt er ret ligeglad med, hvad andre tænker, så må jeg alligevel indrømme, at det har ramt mig lidt i fitnesscenteret.
Efter at jeg fik min diskusprolaps, er jeg blevet sat totalt tilbage, og hvad der før virkede som opvarmning, er nu en fuldstændig uoverkommelig øvelse. Det er ret anstrengende, når man er vandt til at give den gas, at jeg nu hverken må løbe på løbebånd eller træne med vægte.
I stedet er jeg henvist til at GÅ på løbebånd og en måtte, hvor jeg kan ligge og lave mine mini-øvelser. Jeg kalder dem mini, fordi de virkelig ikke ser ud af meget, men for mig – ovenpå min skade, er de altså hamrende hårde. Når jeg ligger der på måtten med mine øvelser, må det se ud som om, at jeg nærmest ikke bevæger mig. Alligevel er jeg ret anstrengt og presset, og i den situation tænker jeg altså nogle gange, hvad andre omkring mig ikke må tænke.
På et tidspunkt overvejede jeg helt at droppe at gå i fitness for at lave mine øvelser og i stedet bare finde yogamåtten frem her hjemme, men det er sku også tosset! Nu trosser jeg de undrende blikke, som i virkeligheden nok ikke er der, det er bare noget jeg bilder mig ind, og så giver jeg den gas med mine mini-øvelser og får styr på min ryg! Selvom det tager lang tid, så skal jeg nok komme tilbage i topform 😉
Har du oplevet at føle dig akavet i fitness? Det tror jeg altså, at alle har på et eller andet tidspunkt.
// Josephine
Commentaires