top of page

SUND TORSDAG: KYLLINGESPYD MARINERET I TERIYAKI OG INGEFÆR











Jeg sidder lige nu i flyet på vej fra Vietnam og tilbage til Danmark, og nu hvor jeg sidder her låst fast på et flysæde de næste (alt for mange) timer, så kan jeg jo lige så godt bruge tiden fornuftigt. Derfor har jeg tilkøbt mig high speed internet på hele turen. (Det virker faktisk overraskende godt og har kun kostet mig 65 kr.)

Der er rigeligt med arbejde at tage fat på, for jeg har virkelig haft fart på i Vietnam. Det ses jo nok tydeligst her på min blog, hvor der ikke er blevet udgivet mange indlæg fra min side de sidste par uger. Det laver jeg om på nu, her får I nemlig ugens sunde torsdag opskrift – og så glæder jeg mig til at fortælle meget mere om, hvad det er jeg har lavet og fået udrettet i Vietnam 🙂

Ugens sunde torsdag opskrift nåede jeg at lave inden jeg tog til Vietnam og jeg blev selv virkelig glad for resultatet. De lækre kyllingespyd har jeg grillet, men hvis du ikke synes at årstiden er til at tænde grillen, så fungere det lige så godt at smide dem på en grillpande eller i ovnen 🙂

DET SKAL DU BRUGE TIL 2 PERSONER: 400 gram kyllingefilet Teriyaki – du kan lave den selv (opskrift her) eller købe den færdig (her) 100 gram frisk ingefær 1 stk forårsløg til servering

Som tilbehør kan jeg godt lide at servere en god bulgursalat. Du finder min opskrift her: Bulgursalat.

SÅDAN GØR DU: Skær din kylling i mundrette stykker og kom dem op i en skål. Riv derefter den friske ingefær udover og bland det hele sammen med din teriyaki marinade. (Selvom du laver din egen teriyaki, der også indeholder ingefær, så anbefaler jeg stadig, at du river ekstra frisk ingefær udover.) Dæk skålen til og lad den stå i et par timer på køl. Herefter kan du sætte kyllingen på spyd og enten grille dem eller smide dem i ovnen uden fedtstof. Hvor lang tid de skal have afhænger af, i hvor store stykker du har skåret din kylling, så mit bedste råd er at holde øje med dem hele tiden. Der er intet mere kedeligt end tør kylling 😉

Når de er færdige, kan du drysse med lidt frisk forårsløg ligesom på billedet, og så er de klar til servering sammen med dit selvvalgte tilbehør 🙂

Super nemt og det smager fantastisk. God sund torsdag!

bottom of page