Forleden læste jeg en artikel om et ungt par, der havde taget syv måneder ud af kalenderen og brugt hele opsparingen på at rejse jorden rundt med deres to børn. Nederst i artiklen var der så en afstemning, hvor man skulle svare på, hvad der afholder en fra at forfølge sine drømme.
Da jeg så klikkede, for at se resultatet af spørgeskemaet, må jeg så indrømme, at jeg blev lidt (læs: meget) træt.
Vi lever i et verdens rigeste lande, i et velfærdssamfund hvor vi ikke rigtig (i langt de fleste tilfælde) har andet end luksusproblemer at forholde os til. Så når 64 % svarer, at det er økonomi, der afholder dem fra at forfølge (ikke nå – men forfølge) deres drømme, så bliver sku’ irriteret på mine landsmænd.
Hvis du virkelig brænder for noget, og har en drøm som du virkelig gerne vil udleve, så er det simpelthen ikke økonomien der afholder dig. Det er det bare ikke.
Jeg har fuld forståelse for, at nogle mennesker mangler økonomisk overskud, men hvis man virkelig brænder for noget, så tror jeg simpelthen ikke på, at det er pengene der stopper en. Hvis man virkelig brænder for noget, så er man villig til at arbejde ekstra og spare nogle andre steder, for at skaffe de penge der er nødvendige.
I stedet tror jeg at vi er blevet for dovne. Vi har det for godt – sammenlignet med største delen af verdens befolkning og det er blevet for nemt at være doven, det er blevet for nemt at læne sig tilbage og det er blevet for nemt at finde undskyldninger for hvorfor man ikke går efter at nå sine drømme.
Er jeg den eneste der bliver lidt provokeret af det her spørgeskema?