top of page

MIN OPLEVELSE MED KARIM DESIGN








I sidste uge fik jeg en mail fra en pige, som er midt i jagten på den perfekte brudekjole. Hun havde besøgt Karim Design – samme sted som jeg fik lavet min brudekjole, men var nu alligevel pludselig blevet i tvivl, om de var de rigtige til at lave hendes drømmekjole, fordi hun på nettet havde læst nogle dårlige anmeldelser. Derfor spurgte hun, om jeg ikke vil beskrive mit forløb med Karim Design – og det vil jeg gerne!

Jeg kan naturligvis kun fortælle om min egen personlige oplevelse – og den var fuldstændig præcis, som man drømmer om, at processen med at finde sin brudekjole skal være.

Da jeg første gang besøgte Karim Design fik jeg mulighed for at prøve en håndfuld forskellige kjoler – og det var meningen, at de skulle være fuldstændig forskellige, for det er sådan man bedst kan vurdere hvilken stil, der passer til en. Jeg var eksempelvis helt sikker på, at jeg skulle have en kjole med en masse blonder, men da jeg så fik prøvet nogle forskellige og kom ned i den her helt enkle og elegante kjole, var jeg slet ikke i tvivl om at det skulle være den.

Jeg oplevede altså, at de hos Karim Design var enormt gode til at udfordre min førstehåndsindskydelse og samtidig var de enormt ærlige både når de så noget, som de mente klædte mig, og når de godt kunne se, at det slet ikke var det rigtige. Det forløb gjorde, at da jeg endelig besluttede mig for en kjole, så var jeg også meget sikker på mit valg.

Da jeg havde fundet den rigtige kjole kørte resten af forløbet på skinder. Jeg fik taget mål og var derefter forbi tre gange for at få den rettet til. Det siger sig selv, at det er en god ide at gå i gang med ‘projekt brudekjole’ i god tid, for det tager tid at få den syet og rettet til. Jeg havde rimelig god tid, og oplevede også at de hos Karim Design hele tiden var opmærksomme på, hvornår jeg skulle giftes. Jeg var på intet tidspunkt utryk ved – eller usikker omkring, at kjole skulle blive færdig til tiden. De havde totalt styr på det og jeg oplevede virkelig, at de gjorde deres aller bedste for at få kjolen til at sidde så perfekt som muligt på mig. Selv da jeg efter anden fitting havde tabt mig et par centimeter og kjolen skulle syges yderligere ind igen var de smilende og forstående.

Jeg oplevede også, at de havde forholdsvis god tid i deres kalender, så det var ikke besværligt at få passet fittings ind i min kalender – og at skulle prøve sin brudekjole igen og igen, bliver man altså aldrig træt af! 😉

Da jeg skulle hente min kjole inden afgang til italien, hvor vi skulle holde vores bryllup var den præcis som jeg havde drømt om, og hele forløbet havde været trygt og positivt. Jeg har absolut intet negativt at sige, og jeg ville til en hver tid anbefale mine bedste veninder også at få lavet deres brudekjole hos Karim Design.

bottom of page