Lige som jeg synes, at det var begyndt at gå den rette vej med min ryg, blev jeg sendt retur til start. Sådan føles det i hvert fald efter jeg i går var til MR-scanning med min ryg. Trods lægens henvisning på en scanning af hele ryggen, blev kun min lænd scannet, og allerede lige efter scanningen fik jeg besked om, at jeg har en diskusprolaps i lænden.
Det er jo egentlig hele tiden det lægen og fysioterapeut har troet, men alligevel ramte det mig, da ham der stod for scanningen på Gentofte Hospital fortalte mig, at det var en diskusprolaps, og at sådan en kan være livsfarlig. Det er min heldigvis ikke, men det er voldsomt at få at vide, at man fejler noget som potentielt kan være livsfarligt, hvis det var lidt værre.
Som om det ikke var slemt nok, så står jeg nu kun med en scanning af en halv ryg og ikke hele ryggen. Min fysioterapeut tror desværre også, at der sidder endnu en diskusprolaps højere oppe på ryggen, men at få scannet den øverste del af ryggen skal åbenbart ikke være nemt.
For at gøre en lang histoire kort så havde min læge sendt en henvisning til hospitalet, men de afviste at scanne den øverste del af ryggen, fordi almindelige praktiserende læger åbenbart ikke må henvise til sådan en scanning. Nu skal jeg så have fat i en speciallæge, der kan se på min ryg og sende en henvisning. Problemet er bare, at der er to måneders ventetid hos de speciallæger, og at selv hvis jeg får en tid hos en, er det ikke sikkert, at de vil lave en henvisning.
For mig virker det fuldstændig hjernedødt, at min læge og fysioterapeut vurdere, at det er akut og meget vigtigt, at jeg bliver scannet, men at det i praksis er hamrende svært og fyldt med ventetid bare at få en henvisning.
Da jeg i formiddags brugte 1,5 time på at ringe til speciallæger uden at få en tid bare indenfor de nærmeste fire uger, knækkede båndet for mig igen. Jeg synes normalt, at jeg er ret psykisk stærk, men når det handler om ens helbred og det hele pludselig føles så umuligt, så er det altså svært at blive ved med at tænke positivt.
Samtidig står jeg overfor nogle nye tiltag i mit liv, (som jeg glæder mig meget til at afsløre for jer) og som betyder, at jeg ikke har oceaner af tid til at blive fit for five. Det tidspres gør mig også sindssygt frustreret. Jeg SKAL bare være klar til det store eventyr der venter mig fra midt februar. (Som i snart får lov til at høre mere om.)
Nu kom jeg ud med lidt af mine frustationer, jeg håber at tingene snart vender. God aften!
Knus
// Josephine
Comments