Dagens “sund-torsdag”-ret er gået hen og blevet en af mine favoritter. Uanset hvor sundt jeg prøver at spise, så opstår der altså engang imellem tidspunkter, hvor jeg har lyst til at kaste det hele i grøften og styrte ned til mit lokale pizzeria.. Men det gør jeg ikke længere. Nu har jeg nemlig fundet en opskrift der betyder, at jeg faktisk kan spise seks af mine pizzaer, før jeg når op på det samme antal kalorier som en alm. pizza nede fra pizzamanden.
Bunden er en grov tortillia og mængden af ost er minimal. På den måde har jeg fjernet de to største kaloriebomber, der normalt er med til at udgøre en pizza.
Det er ikke et måltid, hvor du kan prale af at være super sund og få masser af grøntsager, men det er heller ikke et usundt måltid. Så derfor kan du sagtens nyde din pizza uden at få dårlig samvittighed – og smagen er altså virkelig lige så god!
Det skal du bruge til 1 pizza:
1 grov toritillia
0,5 dåse tomatpurré
lidt parmesan (eller anden ost)
2-3 skiver skinke
3 champigon
0,5 løg
oregano
Jeg starter med at komme tomat på min bund og derefter resten af fyldet. Til sidst drysser jeg med lidt oregano (evt. lidt hvidløg) og så er pizzaen klar til at komme i ovnen i 5-6 minutter.
Fyldet på pizzaen er naturligvis valgfrit. Jeg har også forsøgt med en pizza med parmaskinke, chili og frisk basilikum.
// Josephine
Comentarios