Jeg var godt nok noget spændt på at krydse grænsen mellem Panama og Costa Rica. Jeg havde læst hjemmefra at det kunne være en besværlig omgang, der hurtigt kunne tage en halv dag – og selvom vores grænseovergang startede uheldigt, så var det meget nemmere end forventet.
Man må ikke krydse grænsen mellem Panama og Costa Rica i en lejet bil. Derfor afleverede Andreas og jeg vores bil i David, den næststørste by i Panama, inden vi hoppede i en taxa og kørte en lille time mod grænsen til Costa Rica. 10 minutter inden selve grænseovergangen blev vi stoppet ved en kontrolpost, hvor to mænd i militæruniform og med store maskingeværer bad os om at stige ud, hive vores baggage med og så gik de ellers i gang med at indevende vores kufferter. Jeg har lært meget om korruption og et op af bakke politi i Panama, så man nåede virkelig at blive nervøs for, hvad de nu kunne finde på. Heldigvis lod de os pakke sammen og kørervidere efter et lille kvarter.
Da vi så kom til grænseovergangen ville vores taxachauffør havde ekstra penge end det aftalte, fordi vi var blevet stoppet og havde brugt tid på politiet – og da vi så endelig kom helt frem til grænsen, blev vi udtaget til check og vores baggage skulle scannes. Det startede altså virkelig op af bakke.
Men.. Da vi så endelig fik stemplet vores pas og havde forladt Panama gik det fint derfra. De lange køer og uendelige ventetid jeg havde læst så meget om oplevede vi slet ikke. Der var en enkelt mand i køen før os, da vi skulle have vores indrejse-stempel til Costa Rica, og efter et hurtigt paskontrol endte vi med at dele en taxa med den tyske herre, fordi vi skulle samme vej – mod Golfito som er den første rigtige by man møder ca en times kørsel fra grænsen.
I Golfito havde vi nogle problemer med at finde det kontor hvorfra vi havde lejet en bil – adressen vi havde fået fra Expedia var en gammel en, men efter lidt taxakørsel og hjælp fra de lokale fandt vi det endelig, og vi fik den her kæmpe bil vi havde lejet, fordi jeg har læst at man SKAL kører i SUV med firhjulstræk i Panama, hvis man vil frem. (En anbefaling som jeg hermed vil give videre.) Efter pic-up af vores bil blev vi invitere med tyskeren ned på hans båd, hvor vi brugte vores første eftermiddag i Costa Rica på at nyde udsigten, den fede stemning i havnen og lidt koldt af drikke.
Derfra kørte vi nordpå til Uvita, hvor vi nu er tjekket ind på det vildeste hotel med en udsigt jeg aldrig har oplevet smukkere! Det glæder jeg mig til at fortælle jer mere om – men først skal jeg ud og nyde den sidste eftermiddag i det her skønne paradis.